Kybele – guds moder

Kybele kan vi følge tilbage fra hulefolket 30.000 år f.v.t. og helt op i 3-500tallet e.v.t. hvor kirkefædre og kejsere endegyldigt forbyder og forfølger hendes kult.

Vi ved rigtig meget om Kybele, da hun indføres i Rom 204 f.v.t. – som ur-moderen fra Phygien (Tyrkiet), hvor romerne oprindeligt kom fra – efter eget udsagn.

I tiden omkring 200 f.v.t var Romerriget i store vanskeligheder. Man sendte en delegation med smukke gaver til oraklet i Cumae nord for Napolibugten og til Delfi i Grækenland, for at finde en løsning..Oraklerne var den tids eksperter.                    Delfi blev ligesom Mekka kaldt jordens livmoder. Gudinden blev her hyldet som Delphyne sammen med slange-sønnen Python. Præstinderne blev kaldt Pythonesser, eller månegudindens døtre, de passede slangerne og styrede ritualer og orakelsvar.

Delegationen fik samme svar hos begge orakler. Romerne skulle indføre Kybele, deres ur-moder i det romerske gudunivers. Hendes helligste center lå i Tyrkiet, hvor man opbevarede en sort meteor sten,det absolut helligste symbol på Kybele. Denne sorte sten blev overgivet til romerne, efter hårde forhandlinger, et mindre jordskælv og enorme gaver.

Den sorte meteorit, Kybeles symbol ankom til Rom og blev fejret med pomp og pragt. Hun fik sit eget tempel på Palatinerhøjen, og der blev rejst en statue af hende ved siden af den centrale obelisk i Cirkus Maximum på Mons Vattic-Anus uden for Rom,  hvor Vaticanet ligger i dag.

Romerne var meget taknemmelige for deres formoder-gudinde. Hun bragte nyt liv og sejre til Imperiet, bl.a. blev Hannibal med sine krigselefanter besejret.                               I Kybeles myter og ritualer indgår en sønne/elsker Attis. Han kastrerer sig selv, for bedre at kunne tjene gudinden. Kybele kulten krævede, at mænd blev kastreret, hvis de ville tjene hende i templerne. Det vakte anstød i en kultur, hvor magten var godt på vej til at overgå til mænd. Det blev forbudt for romerske mænd at blive optaget som kastrat-præster i hendes kult, selvom ritualerne foregik i Rom. Det var den frivillige selv-kastraktion, som romerne anså for komplet sindsyg.                                                          I dag kræver mange kristne fraktioner, at deres præster lever uden et sexliv, som var de kastrater – egentlig samme grundide.

Kybele med Attis

Kybele er en moden, fyldig magtfuld kvinde, hun er skaberen, bjerg-moderen, gudernes moder, lovgiveren på sin trone. Hun er de vilde dyrs frue, på engelsk Mistress, som er et vidunderligt dobbeltbundet ord, der både kan betyde elskerinde og herskerinde.

Hendes filosofi var en hyldest og helligholdelse af livet og den evige rytme af liv – død – liv, hun var skaberen og døden – som alle andre før-kristne gudinder.

Kybele havde, som andre gudinder, mange elskere. Konger, kejsere og hærfører stod under hendes myndighed og beskyttelse. Alexander den store tog hendes orakelsvar i ed, før han gik i krig.

I det romerske imperium under Augustus 24 f.v.t. til 14 e.v.t., regnedes Virgil for en af de største poeter, og vi referer til ham i vor kulturhistorie.                                                        I hans fortælling om  Aeneas, lægger han disse ord i munden på den trojanske helt; helt i den tids ånd:

Generous goddess of Ida, you, Mother
of Gods, who take delight in Dindyma
and towered towns and lions yoked in pairs,
now guide me in this coming battle; goddess,
make this sign favorable, stride beside
the Phrygian squadrons with your gracious step.

 

 

Gudinden skaber verden

OlympiaI begyndelsen steg Gudinden Eurynome, al tings moder op fra kaos, men fandt intet fast, at sætte sine fødder på.

Hun skilte derfor havet fra himlen og dansede alene rundt på bølgerne. Hun dansede mod syd og Nordenvinden, der satte sig i bevægelse bag hende, var nu adskilt fra hende, og skaberarbejdet kunne begynde.                         Hvirvlende omkring greb hun fat i Nordenvinden, gned den mellem hænderne, – og se den store slange Ophion dukkede op.

AriadneSlangen snoede sig vellystigt om hendes guddommelige dansende legeme og de parrede sig og hun blev befrugtet. Dernæst tog hun form som en due, der lå og hvilede på bølgerne. Da tiden var inde, lagde hun Verdens-ægget.

På hendes bud snoede slangen sig syv gange om ægget, til det blev udruget og delte sig i to. Ud væltede alt, som eksisterer i verden inklusive planeterne,                som hun navngav.

Eurynome er ikke et navn men betyder: Hender der vandrer vidt.

Slangen udruger verdensægget

Jeg er ikke sikker på hvor gammel denne myte er, men kan med sikkerhed sige, den blev brugt 500 år før vor tidsregning.

Grækerne havde en tilføjelse, som er af senere dato:

Eurynome og Ophion fløj sammen op til Olympen, for at bo der. Først satte hun Ophion til at bestyre planeternes kræfter, men efter en tid fik den storhedsvanvid, og påstod det var den, der havde skabt verden. Eurynome blev vred, gav den bank og fængslede den i en hule under jorden. Derefter skabte hun Titanerne, og satte en af hvert køn til at ”bestyre” planeternes kræfter.

Gudindens myte anerkender mangfoldigheden og skaberglæden, men den anerkender ikke manden som ligeværdig og udsagnet er, at mænd kan man ikke stole på.         Kvinden var kønnet med magten – til at skabe, føde, give liv, og manden var kønnet med manglen. Manglende evne til at føde børn…

Ishtar – verdens lys

Guds moder

Astarte/Ishtar 2.000 f.v.t. Iran

Fragment af hyldest og bøn til Ishtar 1.500 år før vor tidsregning:

Jeg bønfalder dig Fruernes Frue. Gudindernes Gudinde, Ishtar, Dronning over alle byer, du som styrer menneskene, du er verdens lys, du er himlens lys, mægtige datter af Zin (Månen)                                   Ophøjet er din magt, oh herskerinde                           højlovet over alle guder, du afsiger dom, og din kendelse er retfærdig. Du er giver af jordens love, templernes og helligdommenes love, boligen og det hemmelige rums love. (elskovens love? Hemmelig kan være oversat bonert/forkert)

Hvor er det sted, hvor dit navn ikke er,                                                                           og hvor er det sted, hvor dit bud og dine love ikke er kendt.                                               Ved dit navn bævrer himlen og jorden, og guderne skælver..                                                                                                                          Du ser de undertrykte, og dem der er trådt i støvet, bringer du retfærdighed.

Gloværdige som alle himmelens ånder frygter, som undertvinger alle guder,           Mægtige over alle herskere, som holder kongens tøjler (!!!)                                           du som åbner alle kvinders skød, stort er dit lys.                                                         Himmelens strålende lys, Verdens lys,                                                                         oplyser af alle steder, hvor mennesker bor, du som samler folkenes skare,                       mænds Gudinde, kvinders Guddom, ufatteligt er dit råd.

Hvor du kaster dit blik, opstår den døde til liv, og den syge rejser sig og går,                  den syge sjæl bliver helbredt, når den ser ind i dit åsyn.

Ishtar er stor, Ishtar er Dronning.                                                                                      Lovet være min Herskerinde, min Dronning,                                                                   Isthar mægtige datter af Zin, hendes lige findes ej.

Sådan lovpriste man Ishtar og gudinder langt ind i vor tidsregning, indtil kirke-fædre fik magt nok til at forbyde og forfølge hendes tilhængere.

Løgnen om hulemanden

 

Venus 25.00 f.v.t.

Venus 25.00 f.v.t.

Der er absolut ingen arkæologiske fund eller mytespor, der beviser eller antyder, at huleMANDEN var en dominerende og småbrutal leder af flokken i vor fjerne fortid..

Løgnen om hulemanden, er blevet sandheden om, at mænd til alle tider har haft magten over kvinder, børn og klan. Det er en illusion, som er blevet en del af vores selvforståelse.

De ældste hulemalerier er ca 35.000 år gamle. Magna Mater, Den Store Moder, er den første guddom, vi støder på. Hun er svulmende frodig og frugtbar. Der er fundet 100.000vis af kvindelige figurer i Mellemøsten og middelhavsområdet. Figurer af mænd er der næsten ingen af. Som tiden skrider frem mod vor tidsregning, finder man mytespor, som bekræfter, at gudinden og kvinder var omdrejningspunkt i kulturerne, længe før fader-guden blev opfundet.

Kybele 4000 f.v.t.

Kybele 4000 f.v.t.

Kybele 5400 f.v.t.

Kybele 5400 f.v.t.

Vi ser de samme symboler fra oldtiden omkring de skrevne fragmenter fra 4000 f.v.t., og det bekræfter en religiøs sammenhæng, som løber fra 35.000 f.v.t. til ca 1000 e.v.t.

Ingen enlig fader-gud i sigte før ca. 1500 f.v.t.

Augustus, Claudius og Antonius Pius tilbad hende som det romerske imperies øverste guddom. Hun blev kaldt Augusta: den store, Sanctissima: Den Helligste, Alma: den nærende. Augustus byggede sit hus, så han havde udsigt til hendes tempel og kejser Julian skriver passioneret om hende:

Hvem er så gudernes moder? Hun er moder til de intellektuelle og kreative guder, som så leder de synlige guder, hun er både moder og partner til Zeus. Hun er skaberens lige, og skabt samtidigt, hun kontrollerer alle former for liv, og har skabt alle generationer, hun bringer nemt alt eksisterende til perfektion, hun er den moderløse unge kvinde, siddende ved siden af Zeus på tronen, og i sandhed gudernes moder.

Hvert år fejrede man Kybele’s ankomst til Rom. I 600 år var hendes ritualer grundlag for mange hellige dage og fejringer i imperiet. Hendes årlige hovedfestival strakte sig fra d. 15. marts til d. 10. april. Alle i Rom deltog i fejringen af Kybele, deres frelser, formoder og heltinde.