Kybele – guds moder

Kybele kan vi følge tilbage fra hulefolket 30.000 år f.v.t. og helt op i 3-500tallet e.v.t. hvor kirkefædre og kejsere endegyldigt forbyder og forfølger hendes kult.

Vi ved rigtig meget om Kybele, da hun indføres i Rom 204 f.v.t. – som ur-moderen fra Phygien (Tyrkiet), hvor romerne oprindeligt kom fra – efter eget udsagn.

I tiden omkring 200 f.v.t var Romerriget i store vanskeligheder. Man sendte en delegation med smukke gaver til oraklet i Cumae nord for Napolibugten og til Delfi i Grækenland, for at finde en løsning..Oraklerne var den tids eksperter.                    Delfi blev ligesom Mekka kaldt jordens livmoder. Gudinden blev her hyldet som Delphyne sammen med slange-sønnen Python. Præstinderne blev kaldt Pythonesser, eller månegudindens døtre, de passede slangerne og styrede ritualer og orakelsvar.

Delegationen fik samme svar hos begge orakler. Romerne skulle indføre Kybele, deres ur-moder i det romerske gudunivers. Hendes helligste center lå i Tyrkiet, hvor man opbevarede en sort meteor sten,det absolut helligste symbol på Kybele. Denne sorte sten blev overgivet til romerne, efter hårde forhandlinger, et mindre jordskælv og enorme gaver.

Den sorte meteorit, Kybeles symbol ankom til Rom og blev fejret med pomp og pragt. Hun fik sit eget tempel på Palatinerhøjen, og der blev rejst en statue af hende ved siden af den centrale obelisk i Cirkus Maximum på Mons Vattic-Anus uden for Rom,  hvor Vaticanet ligger i dag.

Romerne var meget taknemmelige for deres formoder-gudinde. Hun bragte nyt liv og sejre til Imperiet, bl.a. blev Hannibal med sine krigselefanter besejret.                               I Kybeles myter og ritualer indgår en sønne/elsker Attis. Han kastrerer sig selv, for bedre at kunne tjene gudinden. Kybele kulten krævede, at mænd blev kastreret, hvis de ville tjene hende i templerne. Det vakte anstød i en kultur, hvor magten var godt på vej til at overgå til mænd. Det blev forbudt for romerske mænd at blive optaget som kastrat-præster i hendes kult, selvom ritualerne foregik i Rom. Det var den frivillige selv-kastraktion, som romerne anså for komplet sindsyg.                                                          I dag kræver mange kristne fraktioner, at deres præster lever uden et sexliv, som var de kastrater – egentlig samme grundide.

Kybele med Attis

Kybele er en moden, fyldig magtfuld kvinde, hun er skaberen, bjerg-moderen, gudernes moder, lovgiveren på sin trone. Hun er de vilde dyrs frue, på engelsk Mistress, som er et vidunderligt dobbeltbundet ord, der både kan betyde elskerinde og herskerinde.

Hendes filosofi var en hyldest og helligholdelse af livet og den evige rytme af liv – død – liv, hun var skaberen og døden – som alle andre før-kristne gudinder.

Kybele havde, som andre gudinder, mange elskere. Konger, kejsere og hærfører stod under hendes myndighed og beskyttelse. Alexander den store tog hendes orakelsvar i ed, før han gik i krig.

I det romerske imperium under Augustus 24 f.v.t. til 14 e.v.t., regnedes Virgil for en af de største poeter, og vi referer til ham i vor kulturhistorie.                                                        I hans fortælling om  Aeneas, lægger han disse ord i munden på den trojanske helt; helt i den tids ånd:

Generous goddess of Ida, you, Mother
of Gods, who take delight in Dindyma
and towered towns and lions yoked in pairs,
now guide me in this coming battle; goddess,
make this sign favorable, stride beside
the Phrygian squadrons with your gracious step.