Kristendom og kvindekamp

Weekendavisen | 31.10.2008 | 1. SEKTION | Side 12 | 725 ord | artikel-id: e145b738

De patriarkalske religioner er en forhindring for fred på planeten,                             & Bibelen er verdens vildeste spin.

Selve ligestillingsideen er religionskritik, og derfor kan kristne præster aldrig acceptere en stærk kvinde
som en ligeværdig del af deres religion.

Hvor kom den vanvittige idé fra, at kvinden er skabt af mandens ribben? Hvor kom den fjollede idé fra og til glæde for hvem, at det er en mand i himlen, der sidder som ensom ene-skaber?
Vi tror stadig på myten om, at den patriarkalske model startede med hulemændene, og menneskeheden som noget naturligt har indrettet sig med mænd som ledere af alle samfund op igennem historien.                                                                                           Det er dog ikke et historisk faktum.

De patriarkalske fortællinger opstod som en modvægt mod en totalt kvindedomineret kultur, med gudinden som det skabende centrum. Det Gamle Testamente bruger meget spalteplads på at fortælle, hvem der var far til hvem, for netop at fastslå faderens betydning i en kultur, hvor arvefølgen igennem tusinder af år var gået gennem kvinderne. Da de gammeltestamentlige historier blev skabt, opfattede man kvinder og gudinder som naturligt promiskuøse. Uden kontrol med kvinders seksualitet, intet patriarkat..

I Mellemøsten fra 10.500 f.v.t. var skaberen defineret som kvinde, og indtil ca 3.000 f.v.t. er der absolut ingen billedlige fremstillinger af eller mytespor af manden som skaber i det område, som er den jødiske, græske, kristne, romerske, islamiske og dermed vor egen kulturs vugge.

Vi kan læse teologi på universitetet, læren om guden, men har ingen studier af tealogi – læren om gudinden. Vor kultur er opstået på baggrund af tealogiens normsæt, og vi har arvet mange symboler fra disse gamle religioner. Det er et historisk faktum, som vor kultur fuldstændig har fortræng.

Gudinden var himlens og underverdenens dronning, gudernes moder og de levendes tilflugt, født af havet, skænker af det levende vand og hende, der kunne gå på vandet, ofte afbildet med fiskehale og kvindekrop. Fisk var hellige for
hende, som for Jesus, og indgik i rituelle måltider. Gudinden var moder til det guddommelige barn født i Betlehem – brødets hus. Hun blev tilbedt som krigs- og jagtgudinde, hyrdinde, healer, dyrenes herskerinde, giver af
pottemagerkunsten, spinding, skrift, vogne, vævning, styrer af menstruationscyklusen, og kvinders klitoris er opkaldt efter den græske gudinde Kleite, fra hvis skød floden Stynx har sit udspring.
I gudindereligionen var kvindekroppen en kilde til indsigt. Som nadveren i dag, var seksuelt sakramente en bekræftelse på tilhørsforholdet og en måde at bringe sig i samklang med universets skabende kræfter samt tilføre gudinden ny energi. Det er historiske fakta.

Skiftet fra tealogi til teologi var en af verdenshistoriens største religionskrige. I det gamle testamente kan vi finde mange spor af denne kamp. (Eks. 5. Mosebog kap. 7,5)

Vi betragter Grækenland som vor kulturs vugge. Det er det på mange måder også, for det er her, den patriarkalske tankegang for alvor begynder at få magt og vinde udbredelse, for senere at fusionere med kristendommen i den mandsdominerede romerske kriger-kultur omkring 400 e.v.t.
Alt andet i historien har en årsag og en virkning, og de patriarkalske ideer og religioner er ingen undtagelse. Forvisningen af Gudinden har medført patriarkose, en patriarkalsk neurose med for meget vægt på overjeg, fornuft, logik, profit og magt.
Jeg er ikke ude på at påføre de stakkels mænd mere skyld, for de er også ofre for den patriarkalske myte, hvor de har været frakendt deres sanselighed, omsorgs-evne og først og fremmest vurderes efter, hvad de præsterer.                                                           Begge køn er ofre, bødler og skabere i den store historiske proces, som omformer kulturer over perioder på tusinder af år.
Kristendommen er en hindring for udvikling, ligestilling, visdom og indsigt, da den kræver blind tro og lydighed over for en asketisk strafende mandlig gud. Så kirken er ikke folkets kirke, da den spærrer begge køn inde i et urealistisk dogme, og skaber de problemer, den påstår at løse.
Gudindereligionerne kan lære os en del om, at vor kønsopfattelse og opdelingen af egenskaber i henhold til kønnet er kulturskabte.
Vi er på vej til at skabe en ny balance mellem mænd og kvinder, krop og ånd, højre og venstre hjernehalvdel, økologisk og økonomisk balance. Balance er beslægtet med kærlighed og respekt, nøgleord i fremtidens politiske strategier og
beslutninger.
Sæt Toraen, Bibelen og Koranen på museum, og lad os så få noget verdensfred. AMEN.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *