Det flosne frisind

Bragt i fagbladet Folkeskolen 2002

Hvis de unge skal have en tidssvarende seksualundervisning, skal vi gøre op med det flossede frisind

Vi roser os af vort frisind i dette land. Mange rammer og tabuer er blevet sprængt på det seksuelle område de sidste mange år. Men vi har stadig svært ved at rumme og tackle denne frisættelse af det seksuelle, som fylder det offentlige rum, da gammeltestamentelig skam og skyld stadig inficerer vores opfattelse af kødets lyster. Den seksualundervisning, de fleste af os er blevet præsenteret for, har ikke drejet sig om, hvordan man optimerer nydelsen, men hvordan graviditet og kønssygdomme undgås.

I kulturen og i seksualundervisningen ligger der en berøringsangst over for nydelsen og ekstasen – det afspejler sig i den undervisning, vi tilbyder de unge mennesker i Danmark, og i det faktum, at ministre og andre tror, vi kan forbyde os ud af denne lidt skræmmende situation, hvor den hårde porno er tilgængelig døgnet rundt.

Historisk erfaring viser, at man ikke kan forbyde sig ud af noget, som skræmmer – den eneste vej er oplysning, men hvor skal vi hente oplysning fra? Hvad skal der undervises i, når vi skal hjælpe de unge mennesker ind i erotikkens magiske univers?

Erotik er magi, da det er den dybeste energiudveksling, der kan foregå mellem mennesker. Når vi oplever ekstasen med en anden, kan den forandre og forvandle os gennemgribende. I vores kultur har vi betragtet den erotiske ekstase som syndig eller ligegyldig, og det er en virkelig synd.

Et særligt forhold ved mennesket er mængden af subjektive lyster, også på det seksuelle plan, smukt dokumenteret af Kinsley i hans mægtige undersøgelse. Mange af disse subjektive lyster er blevet beskrevet og blotlagt i medierne. En overgang kunne man næsten ikke åbne for et talkshow, uden at der var en eller anden såkaldt seksuel minoritet på programmet. Mange lærere, der giver seksualundervisning, har svært ved at sætte sig ind i alle de forskellige ismer, men for at give de unge en reel forståelse og accept af sig selv er det nødvendigt også at bringe de forskellige ismer på banen i undervisningen. Udbuddet af hård porno på nettet skræmmer. Derfor er det så vigtigt, at vi får højnet respekten for og forståelsen af, hvad sex er, også når vi er ude i ekstreme udtryk.

Vi trænger til nyskabelse i seksualundervisningen. Vi trænger til et forum, hvor unge – som gamle – kan få oplysning og opbakning til at finde sig selv i dette overseksualiserede samfund, der dyrker skønheden, forstået i sin snævreste form, hvor det handler om fladt maveskin og anorektiske ungpigekroppe, hvor det gælder om at have kontrol over kroppen, mens erotik og ægte skønhed handler om at slippe kontrollen.

I skolerne har vi i mange år undervist i, hvem der var med i hvilke krige, og hvorfor de blev begyndt. Erotikken har været bandlyst. Ikke så sært i en kultur, der har velsignet krigen, men forbandet seksualiteten.

Erotikkens væsen er at bringe det udødelige i to væsener i harmoni. Det kan gøres på ufattelig mange måder, men hvis det er erotik, forudsætter det enighed om spillereglerne, ellers er det vold.

De unge mangler en seriøs oplysning, der kan bringe dem videre i det erotiske liv, for der er ikke meget hjælp at hente hos dem med de løftede pegefingre eller i den fordummende porno, de bombarderes med på natlige tv-kanaler. I den forbindelse ser jeg ikke pornobranchen som den store stygge ulv. Den pornografi, som eksisterer, er kun et udtryk for vor nuværende opfattelse af seksualiteten. Man kan ikke leve i denne verden uden at tage stilling til sin seksualitet, og det er vigtigt at have et forum, hvor den kan inspireres og udvikles, for det skaber mere velvære – ikke kun i kønsorganerne, men også sjæleligt og mentalt

Staten støtter seksualundervisning, men kun den del, der oplyser om, hvordan man beskytter sig mod graviditet og kønssygdomme – der er ingen undervisning i, hvordan man får det dejligt med sin partner, hvilket er en fattigdom. Men er skolerne parate til at sætte nydelsen i højsædet?

Svækkelsen af eros har gjort vort samfund overfokuseret på logik og fakta. Det må være på tide, at vi genindsætter seksualiteten på sin retmæssige plads, som en af de smukkeste og vigtigste udtryksmåder, vi mennesker har.

.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *