Paradis holde flyttedag

I 1. Mosebog på side 2 i biblen står der, at Gud Herren plantede en have ude mod øst i Eden, hvor der udsprang en flod til at vande haven. Denne flod delte sig i 4: Pisjon, løber om landet Havila, som ikke er identificeret med sikkerhed endnu. Gihon (Nilen) som løber gennem Kush (Etiopien). Hiddekel løber øst om Assyrien, sandsynligvis Tigris. Frat = Eufrat.

Altså den hellige bog påstår, at Paradis er et sted på jorden?? 

Mange kristne ledte derfor efter denne Paradisets Have, og i 12-1300tallet var der nærmest kapløb om at finde stedet. Da man ikke kunne finde det i Mellemøsten, begyndte man at lede andre steder. På et kort fra 1300 tallet er Paradis vist som en ø ud for Indiens kyst. Columbus sejlede mod vest, fordi man troede, han kunne nå den forjættede have på øen ad den vej.

Trods manges store anstrengelser og udgifter fandt man aldrig Paradiset her på jorden, som det er beskrevet i biblen. Det var noget af en bet, og måske det første store tillidsbrud folk oplevede, i forhold til biblens ord. Men det stoppede ikke kulten, som gav sig til at plyndre, myrde og missionere hvor dens søfolk og soldater med præster kom frem. Biblens Paradis ophøjes i stedet til et sted i himlen, som kun kan besøges efter døden – en pinlighed troende helst ikke taler om. Det er jo heller ikke nødvendigt, når TRO er vigtigere end viden.

http://commons.wikimedia.org/wiki/File%3ARelief_depicting_the_shepherd_Attis%2C_beloved_of_the_goddess_Cybele_and_symbol_of_resurrection%2C_Romisch-Germanisches_Museum%2C_Cologne_(8119486122).jpg

Haveplan 2300 år f.v.t. Egypten. FOTO Carole Raddato

Paradis er et gammelt persisk ord, hvis rødder stikker dybere i historien end kristendommen. Pairi betyder: omkring og Daeza kommer af Diz: forme en mur. I oldtidens mellemøsten var dyrkning af haver, med mure omkring, en hellig handling, som kvinder og mænd samarbejdede om. Haven var et smukt sted man kunne samtale, meditere og dyrke sex til gudindens velbehag. Den var desuden spisekammer og husapotek.

I oldtidens kulturer, var det mænds og kongers opgave at vande haverne og holde vandings-kanalerne ved lige. Mænd sørgede for næring – både til haven og dens vækster, men også til gudinden og kvinder, i form af samleje. Mandens sperm blev betragtet som ”at vande”, bringe næring til kvinders og gudinders skød – Samleje resulterer langt fra altid i graviditet, men man havde registreret at uden mænds medvirken, intet nyt barn. Tanken er ikke ulogisk, i en tid, hvor man sandsynligvis ikke kendte til undfangelsens mysterium.

Det kristne paradis i Middelalderen

Sex, kvinder, forelskelse, erotik, romantik, sanselighed og ægteskab var forbudt i det kristne paradis, hvilket ikke var tillokkende for folk i kulturer, som anså gudinden for skaberen, kvinder som inspirerende og sex for helligt.

Det kristne paradis hånes af trubadurerne så sent som i 11-1200tallet. De synger om det glædesløse kristne Paradis:.

Fragment fra digtet om Aucassian & Nicolette: I Paradis kommer kun den slags folk, som jeg fortæller om her: Der kommer de samme gamle præster og halte gamle mænd, som hele dagen og natten beder foran altrene og krybberne.

Par i Pairi Daeza, en glædes-have, ved livets træ med visdommens slange. Gudinden blev også kaldt Livets Træ. Paradisets have. Ca. 2000 f.v.t. Mellemøsten