Hellige slanger

Eva og slangenSlangen er roden til alt ondt i den patriarkalske kult, fordi den lokker Eva. I Biblen forbander fader-guden slangen. De fleste mennesker fra de tre broderreligioner gyser stadig for dette dyr, som engang blev betragtet som helligt.

I kulturens vugge og længe efter, blev slangen anset som forbindelsen mellem levende og døde. Den var symbol på visdom og indsigt, genfødsel, helbredelse, samt mænds kønsorganer og virilitet.  Slangen var lægegudindens husdyr. I dag symboliserer slanger snoet om en stav stadig lægestanden, så fortiden er ikke så langt væk.                             Gudinden blev kaldt Slangernes Frue, hende der giver liv til døden og omslutter os, indtil vi fødes på ny. I tealogien har slangen en central plads både i mytologien og i folks hverdag.

Kypern slangedansI det antikke Rom holdt man også baby-showers før eller efter en fødsel. Den absolut vigtigste gave, var en farvestrålende snog, som bærer af barnets sjæl og beskytter mod ondt. Hvis slangen døde, var det et frygteligt varsel for barnet, som man så søgte at beskytte på andre måder.

Husslangerne blev plejet omhyggeligt, og hvert år var der en særlig fest for dem. Snoge sov med børnene, diede hos kvinderne, blev lagt om halsen for at køle, fodret med honningkager og vin, som den græske historiker Plinius skriver, de godt kan lide.

I Skandinavien troede man, selv længe efter kristendommens påståede sejer – at slanger var afdøde slægtninge, som gæstede gården. De blev fodret og behandlet respektfuldt, at dræbe snoge betød ulykke.  Et gammelt dansk mundheld lyder: ”Hvor der er mange snoge, er der god lykke i huse”.

Tamme snoge spiste sammen med børnene og sov ofte med folkene i alkoven, hvilket katolikkerne naturligvis senere forbød, hvor de kunne komme til det. Dagsordenen var, at skære alle bånd til de gamle religioner over, så fader-guden kunne indsættes som den eneste ene sande, enevældige hersker, hvilket er lykkedes ganske udmærket.

Verdens før-kristne mytologier er spækket med livgivende hellige slanger. her blot et par eksempler:

Nilens Slange var titlen på alle de ægyptiske dronninger. Hun repræsenterede landet og symboliserede gudindens omfavnelse og legitimering af kongen.

I Cambodia boede slange-gudinden i templet Angkor Wat, hvor hun tilbragte natten med kongen. Hvis hun ikke kom frem en nat, var det tid til at udskifte kongen.

En gammel indiansk myte fra det nuværende Californien fortæller, at folk spærrede den store slange inde og satte ild til den. Derefter eksploderede den og sendte en regn af visdom, viden, hemmeligheder og sange ud over menneskeheden.

Midgårdsormen i den nordiske mytologi holder menneskeheden i live, så længe den bliver ved at bide sig selv i halen, og ikke slås mod Thor, for så vil de begge og alle andre dø.

Kornsnog

Kornsnog

Slanger er meget følsomme. De opfanger små nuancer i temperatur, i fysiske vibrationer og sindstilstande, som de promte reagerer på. Det oplevede jeg personligt, da jeg fok lov at lege med en korn-snog på knap en meter. Den snoede sig rundt om mine arme, som et langt glidende fast kærtegn. Først var vi begge lidt nervøse, men så slappede vi af, og en slags dans begyndte, hvor den snoede sig fra arm til arm, som jeg holdt frem. Efter en tid stoppede den lige ud for mit ansigt og kildede mig på næsetippen med sin høj-røde spaltede tunge – seriøst jeg oplevede det som en velsignelse. Så kravlede den om på min nakke, og lagde sig til rette rundt om min hals. Det var fantastisk, at få en hands-on oplevelse med en charmerende slange, efter at have læst om dem i flere år.

Astarte – matematikkens moder

Astarte

Astarte

Qudshu-Astart: hendes hellighed var den treenige gudinde for både fødsel, liv og død.

Eyeh-Asher-Eyeh ”jeg er den jeg er” kalder hun sig selv, længe før Biblens fader-gud. Asher er afledt af Ashera, som betyder frugtbarhed, og henviser til den frugtbare gudinde Astarte.

Hun er formoder til mange af de gudinder, vi kender lidt til i dag som Isis, Isthar, Athene, Afrodite, Diana og Freja. De har alle arvet elementer fra Astartes kult, som havde virksomme templer allerede 4.000 år før vor tidsregning. Det var i templerne præstinderne udviklede kileskriften, den første skriftform vi støder på i vor del af verden.

Omkring Astartes templer svævede duer berettes det. De var symbol på frugtbarhed i hendes kult. Der var bassiner med farvestrålende fisk. Jesu historie om bespisning af en folkemængde, kende vi også fra hendes kult. Hun kunne gå på vandt, var det levende vands gudinde og søfartens særlige beskytter, den oprindelige gallionsfigur. Hun var desuden dyrenes frue, jagtens beskytter.

Astarte var månedronningen og stjernernes dronning, også kaldet Astroarche, omgivet af sine børn; stjernerne – de afdøde sjæle med kroppe af lys. Hun har givet deres astral, som betyder stråleglans. OG JA, deraf ordene astrologi og astronomi. I templerne har man ivrigt og systematisk studeret himmellegemerne.

Astarte eller formoder 6.000 f.v.t. Syrien

Astarte eller formoder 6.000 f.v.t. Syrien

Som dødsgudinde var Astarte også afbildet som en ugle, der var symbol på både visdom og død. Urner var ofte lavet af ler formet som en ugle, og grave kunne være smykket med symboler på kvindelige kønsorganer. Uglen er stadig symbol på visdom, og i det gamle Danmark var ugleskrig et varsel om et forestående dødsfald.

Hun ses ofte med en nymåne som hårpynt, et tegn på præstindestanden i hele Europa i mange tusinde år. Denne nye måne går igen i Islams kunst og i mange muslimske landes flag.

I det gamle Rom kaldes hun Astraea, giver af de hellige love. I Egypten kaldes hun kaldt Materia, Mata-Meri og Mari, som betyder rent vand.

   Mathesis betyder modervisdom. Mathematic’s: lærde mødre.

 Det er fra gudindernes læreanstalter ved Pythia’s tempeler, at f.eks. Phytagores har sin viden om geometri. Disse principper var kendt, mindst 1800 år før han udbredte læren om dem omk. 500 f.v.t. Der blev arbejdet med universelle matematiske og geometriske principper længe før de græske drenge får æren af at have “opfundet” dem.

 

Afrodite Pornea

Afrodite var ikke en lille velafrettet kærligheds-gudinde. Hun havde mange tilnavne, som beskriver hendes indflydelse i alle livets forhold.

Afrodite med menneskelig tjener Afrodite Pandemos, kendt af alle, folkets gudinde.        Afrodite Ouranis, den himmelske                                Afrodite Ilithyia, for fødsler                                              Afrodite Androphonos, ødelæggeren, døden               Afrodite Philommeides/Philomedes, elsker af latter og  fallos                                                                          Afrodite Kallipygos, Afrodite med den smukke numse    Afrodite Ambologear, hende der udsætter alderdommen                                                         Afrodite Pornea, hende der vækker lysten

Ordet ”porno” stammer fra hende, da hun netop opfordrede til at dyrke lysten og velsignede den. Sjovt nok har videnskaberne bevist, at god sex modvirker rynker og har en lang række sunde, positive bivirkninger. Så det giver da god mening med en porno-gudinde.

I Afrodites smukke og blomstrende templer blev unge mennesker uddannet i elskovs kunst under ledelse af præstinder. Sexualiteten blev taget alvorligt, da den bragte harmoni i det enkelte menneske og dermed i samfundet. Det giver jo også god mening, når vi tænker på, hvor milde og gode vi er efter dampende sex.

I Afrodites tempeler arbejdede hierodulerne – tempel prostituerede. De var stedfortrædere for gudinden. Disse hellige horer var højt respekteret og deres kønssafter og spyt blev anset for helbredende. I hendes templer dyrkede man også videnskaberne, kunst og helbredelse, så det handlede så langt fra kun om sexuel lyst. Mænd arbejdede også i Afrodites templer, og blev kaldet tjenere, elskere eller brødre.

For at hylde Afrodite Pornea og sine egne lyster holdt man i Grækenland, længe før og efter vor tidsregning, orgier i hendes templer og i resten af byen. Man klædte sig ud, spillede musik, lavede optog, dansede, sang og dyrkede sex akkurat som ved karnevallerne i Brasilien.

Ingen skyld, skam eller forsagelse i sigte. Tvært imod så man skævt til dem, som ikke deltog i de sanselige festivaler. Grækerne kaldte logik for livets kulde, hvis det ikke blev balanceret med sanseberuselse, taknemlighed og fejring af livet. Se DET kunne vi lære noget af.

Løgnen om hulemanden

 

Venus 25.00 f.v.t.

Venus 25.00 f.v.t.

Der er absolut ingen arkæologiske fund eller mytespor, der beviser eller antyder, at huleMANDEN var en dominerende og småbrutal leder af flokken i vor fjerne fortid..

Løgnen om hulemanden, er blevet sandheden om, at mænd til alle tider har haft magten over kvinder, børn og klan. Det er en illusion, som er blevet en del af vores selvforståelse.

De ældste hulemalerier er ca 35.000 år gamle. Magna Mater, Den Store Moder, er den første guddom, vi støder på. Hun er svulmende frodig og frugtbar. Der er fundet 100.000vis af kvindelige figurer i Mellemøsten og middelhavsområdet. Figurer af mænd er der næsten ingen af. Som tiden skrider frem mod vor tidsregning, finder man mytespor, som bekræfter, at gudinden og kvinder var omdrejningspunkt i kulturerne, længe før fader-guden blev opfundet.

Kybele 4000 f.v.t.

Kybele 4000 f.v.t.

Kybele 5400 f.v.t.

Kybele 5400 f.v.t.

Vi ser de samme symboler fra oldtiden omkring de skrevne fragmenter fra 4000 f.v.t., og det bekræfter en religiøs sammenhæng, som løber fra 35.000 f.v.t. til ca 1000 e.v.t.

Ingen enlig fader-gud i sigte før ca. 1500 f.v.t.

Augustus, Claudius og Antonius Pius tilbad hende som det romerske imperies øverste guddom. Hun blev kaldt Augusta: den store, Sanctissima: Den Helligste, Alma: den nærende. Augustus byggede sit hus, så han havde udsigt til hendes tempel og kejser Julian skriver passioneret om hende:

Hvem er så gudernes moder? Hun er moder til de intellektuelle og kreative guder, som så leder de synlige guder, hun er både moder og partner til Zeus. Hun er skaberens lige, og skabt samtidigt, hun kontrollerer alle former for liv, og har skabt alle generationer, hun bringer nemt alt eksisterende til perfektion, hun er den moderløse unge kvinde, siddende ved siden af Zeus på tronen, og i sandhed gudernes moder.

Hvert år fejrede man Kybele’s ankomst til Rom. I 600 år var hendes ritualer grundlag for mange hellige dage og fejringer i imperiet. Hendes årlige hovedfestival strakte sig fra d. 15. marts til d. 10. april. Alle i Rom deltog i fejringen af Kybele, deres frelser, formoder og heltinde.

 

BITCH

Featured

Bitch bruger vi som et nedsættende udtryk, men efter jeg læste historien om bitches, er jeg stolt af at være en Bitch. Det er en ærestitel, som jeg ikke bruger om dumme tøser, der altid meler egen kage.

Bitch kommer af Bit-Shagata, som betyder et sted, hvor man kan forene sig – dyrke sex. Det var der, kvinder i det gamle Babylon tog hen for 4000 år siden, når de skulle tjene gudinden med rituel prostitution, for at forny hendes kræfter, og sætte sig i forbindelse med hende.

Bitch er et helligt navn for gudinden i det gamle Europa helt ind i Middelalderen. Hun var leder af de jagende ulve, hendes Shamaner bar ulveskind og/eller masker. Nyfødte blev trukket hen over et ulveskind, som en rituel fødsel ind i ulve-bitchens klan.

Ifølge myten blev Rom grundlagt i 754 f.v.t. af tvillingerne Romulus og Remus. De diede hos hunulven, gudinde-bitchen, Lupa.

I det gamle Rom var Lupa helbrederen og alle vilde dyrs moder. Hun blev fejret under Lupercalia, en løssluppen højtid i Rom,  som skulle sikre frugtbarhed i kvinders skød og i forretningslivet. Dengang var man også optaget af at undgå røde tal på bundlinien.

Bitchen er opfinderen, inspiratoren, beskytteren og helbrederen. Hun velsigner sexualiteten, og er stolt af sin evne til at føde og give næring. Hun kan inspirere moderne kvinder, der ikke kan sige ja og amen til jøder, kristne og muslimers underdanige kvindebillede..

Bitch-it-up til gudindens ære

 

Jesus – den nye frelser

”Fablen om Christus har bragt os formidabel velstand”. (Pave Leo d. X)

Når vi ser på figuren Jesus på lang afstand, virker den troværdig nok, men billedet smuldrer ved nærmere granskning. Der er ingen historiske fakta, der beviser eller antyder at Jesus, som vi kender ham fra Biblen, har levet.                                                                   Underligt der hos datidens historikere er rungende tavshed om så vigtig person, eller er det? Verden vrimler med fresler-guder, og Jesus er en af de sidste skud på den stamme.

Jesus bliver kaldt Christus, som betyder den salvede. Denne titel blev brugt på mellemøstlige frelserguder som Tammuz, Adonis, Dummuz, Dionysos – alle defineret som gudindens sønne/elsker, født af havgudinden med de mange navne: Aphrodite/Maria, Istar-Mari/Mariamne.

I oldtiden og antikken var Christos oprindeligt ”den healende måne mand”, søn af Maria ”måne-fruen”. Mari betyder rent vand, deraf Maritim, Marina og mange andre ord tilknyttet havet. Det er sandsynligt at Maria var en titel og ikke et navn. Traditionen med kvindelige galionsfigurer stammer også fra tealogien, hvor hun er havets og de søfarendes gudinde.

Iaushua, Yeshua, Ieu, Iasus, Jason, Jesus var oprindeligt et helligt navn, som blev givet til hellige konger, gudindens tjenere. Iasus var også titlen på en healer hos Essærerne, som altid havde en Christos – et særligt indviet og salvet medlem i deres gruppe.

Ifølge sprogforskerne stammer ordet Jesus fra det sumeriske IA-U-SHU-A, en kombination af Iahu: Frugtbarheds-saft og AhU-A som betyder healing, liv, fuldbyrde, genindsætte…

I Kristendommens første tid fejrede man Jesu fødselsdag d. 6. januar, selvom den præcise dato ikke er nævnt i Biblen.

Det er først i år 388 e.v.t. at ”Festum Nati Christi” indstiftes i hele Romerriget natten mellem d. 24-25. december. Denne nat skulle nu bruges til bøn, faste og fordybelse, gerne på kirkens kolde gulv, for at huske på Jesu lidelser.

Netop denne nat sluttede de gamle solhvervsfester. Om morgenen d. 25. dec. står solen op på en ny grad i forhold til jorden, efter den i tre døgn er stået op og gået ned på samme grad. Lyset er genfødt og vender tilbage på den nordlige del af jorden..

Denne alvorsfulde messe for Christus udnævnes senere til Jesu fødselsdag, som vi fejrer med en blanding af kristne løgne og fragmenter af den gamle tro.

Nisser, juletræ, gaver, julemad og julemand har intet med kristendom at gøre, men fylder mere for de fleste end bod og bøn. I Norden kaldes det stadig jul, som kommer af Yule. Her i Skandinavien inkluderede Yule en masse fest og løssluppen sex. Det er da en ordentlig fest værd, at sol, varme og vækst vender tilbage. Det er da noget at være taknemmelig for og fejre, i stedet for at fokusere på synd og lidelse.

Der er ingen videnskabelige beviser for, at den bibelske Jesus har levet, den absolut eneste kilde er Biblen. Historierne om ham er beviseligt skrevet 300-400 år efter hans påståede liv. Hans undfangelse bryder naturlovene. Hans fødselsdag en fri fantasi.       Hans personlighed, funktion, ritualer, taler samt gerninger er bygget sammen af fragmenter fra de gamle gudindereligioner, med stor inspiration fra den ægyptiske Osiris, den græske Dionysos og Buddismen med dens krav om nøjsomhed, men uden den  underkastelse som hos Jesus-figuren, der lydigt lader sig korsfæste. ”Ikke min, men din vilje ske”. Uden lydige sønner og underdanige kvinder, kan patriarkatet ikke eksistere.

 

 

Julemanden & Rød Fluesvamp

Rød FluesvampRød fluesvamp, Amanita Muscaria, vokser over det meste af kloden, og viden om dens brug, popper op alle vegne, dybt nede i fundamentet af fortiden, så langt vi kan gå tilbage.

Vikinger, keltere, ægyptere, sumererne, indere, indianer, lapper, russere, aztekere, tibetanere, kineser og afrikas folk har brugt den og myterne omkring                                                                                      den er mange. De blev ikke indtaget for at have en festlig aften, men for at skabe indsigt.

Sibirisk ShamanSibiriske shamantraditioner omkring den, har været forbillede for den julemand vi kender i vesten, hvor han i sit rød/hvide tøj, rider gennem luften med sine magiske rensdyr og kravler ned igennem skorstenen, med gaver til folk. Han bor på Nordpolen, som er center for jordens omdrejningsakse, og bolig for guder, som Shamaner siges at besøge, når de indtager svampen.

Kvinder blev regnet for bedst egnede til shaman-gerningen, de klædte sig bl.a. med rødt og hvidt. Når der skulle holdes ritual i et hus, kravlede de ind gennem skorstenen eller vinduet med sækken med de hellige røde og hvide paddehatte. De blev hængt til tørre ved ildstedet på snore, som popkorn eller i små poser – som vi ser i de engelsktalende lande, hvor der hænges en sok ved kaminen til Julemandens gaver.

Svampe har forskellig virkning, alt efter hvor de har vokset og hvornår de er plukket, derfor giver det mening, at man foretrak shamanens svampe, da hun havde styr på dosis og virkning. Hele landsbyen kunne være på svampe-trip, det var ikke forbeholdt nogen elite. Rensdyr spiser dem, og får sig en rus, hvor de suser af sted for fuld fart, hvilket er oprindelsen til historierne om flyvende rensdyr.

Elefanter og køer spiser dem også. I indisk mytologi prises koen for sine fem gaver til menneskene: mælk, ost, gee smør, lort til brænde og urin!!!Hvis man havde fodret en ko med amarita, så kunne dens urin drikkes, da svampens virkning er aktiv men mildere, efter en tur gennem koens fordøjelses system.

Julemandens slæde er trukket af flyvende rensdyr, ligesom både Odin, Thor, Osiris o.m.a. har magiske dyr, der kan flyve. Thors hammer er formet som en gennemskåret paddehat, og der hvor han kaster sin hammer, lyner og tordner det, og gudeføden vokser frem. Sampen blev også kaldt gudeføde.

Adam og Eva med træets frugt

Adam og Eva med træets frugt

Aztekerne kaldte rød fluesvamp for det store lyn, og psilysoben for det lille lyn. I oldtidens mellemøsten, er svampene også forbundet med lyn. I alle mytologier tales der om svampene som træets frugt, så måske det ikke var et æble, Eva rakte til Adam, men en rød fluesvamp.

Thor kan skifte størrelse og form, ligesom Zeus og Alice i Eventyrland, hvor hun spiser af en svamp, mens kålormen sidder på svampen og ryger.

Vi hører om alle mulige gudedrikke i de før-patriarkotiske kulturer: Soma, Nectar, Ambrosius, Apollinaris, Sejd, Ayuasca og de har alle været brugt gennem årtusinder, så hvorfor er vi så bange for dem? Eller er det den kristne kult, som har bandlyst dem, da de skaber indsigt og ikke underdanighed?

Persephone giver en rød fluesvamp til sin datterAmbrosia blev bragt af en due til menneskene fra Olympen, gudernes hjem siges det i græske myter.

MBROTUS=dødelig, A=ikke, altså udødelig.

Dem som spiser eller drikker ambrosia opnår udødelighed, ikke fysisk men spirituelt, de kaldes også genfødte eller født to gange.

Du vækker alle tanker, som sløvt ligger i dvale i brystet og vækker det mentale øje fra glemslens mørke nat. Kom velsignede kraft, væk hukommelsen gennem dette ritual og knæk glemslens lænker.

Del af græsk hymne, som folk sang igennem mindst 500 år i forbindelse med indtagelse af Rød Fluesvamp  (300 f.v.t.- 200 e.v.t.)

Jeg vil gerne understrege, at jeg IKKE taler for, at vi uden videre skal indtage rød fluesvamp. Det er ikke en festplante, som kan spises lemfældigt. I det hele taget, syns jeg ikke, man skal indtage noget, man ikke ved nok om, enten det drejer sig om naturens vækster eller den medicin, vi får hos lægen.